torsdag den 31. januar 2013

Harmonika-taske

I 80-erne var denne model meget populær på Tekstilværkstedet i Svendborg. Jeg fik også prøvet modellen og har stadig en gammel taske, som jeg lavede dengang. Fik lyst til at "genopdage" modellen, og ud fra hukommelsen, og et par øve-modeller, ser den nu sådan ud. - Det bliver ikke den sidste. Det er en rigtig god og anvendelig lille taske.



 

søndag den 27. januar 2013

Mere zig zag patchwork

Her er et lille tæppe mere med zig zag patchwork.
Det er jo ikke en teknik, jeg lige har opfundet. Der er mange, der har syet lignende zig zag striber igennem tiden. - Jeg har syet på følgende måde:
Af 5 forskellige mønstrede  stoffer skæres hver 5 kvadrater 15 x 15 cm.
Af neutralt stof (her er brugt en gammel damaskdug) skæres 25 kvadrater 15 x 15 cm.
Et kvadrat af mønsterstof lægges ret mod ret på damask. Sy med 0,6 cm sømrum, hele vejen rundt. Jeg syr helt ud til kanten, løfter lige stoffet ud af trykfoden ved hjørnet, drejer, og syr igen helt ude fra kanten.
Skær efter linialen, diagonalt fra hjørne til hjørne, to gange. - Så har man 4 blokke. Stryg sømrum til det mønstrede stof.
Jeg har fleece på bagsiden. Har quiltet på maskine i zig zag mønster. Lukkekant 6 cm bred.
Giver færdigt tæppe 85 x 85 cm.

Flagranke

                                   10 fødselsdagsflag, klar til at blive hængt op

fredag den 25. januar 2013

Clutch


En ny lille let sag. Clutch, syet af silke fra Thailand. (Har ikke selv været der). Mønster er fra en tysk bog: Miriam Dorremann: Meine Tasche, Mein Design.
Den flade pung er eget design.
Nærmest super-elipseform.
Med 2 rum.

søndag den 20. januar 2013

Toilettasker



2 toilettasker blev det til i går. Syet af voksdug og med tekstilvoksdug, eller plast, indeni. Det med uglerne er købt i KaDeWe i Berlin- vistnok noget japansk. -  Jordbærrene er fra Svendborg, og har ligget på lageret i længere tid. Men søde er de. Det er første gang, jeg prøver denne form for lynlåslukning. Men det gik nogenlunde smertefrit.
Mønster er: Charlotte Aspegren: Sy med striber, prikker og tern.



mandag den 14. januar 2013

Pilehøst


 Man tager: en pilegren. Snor den rundt om et bundt pil. Så snor man grenen lidt den ene vej, og lidt den anden. Så får man sådan en flot knude, og det hele holder fint sammen. - Det er ikke mig, der kan det, men jeg kender een, der kan. Man nænner næsten ikke at bruge af bundtet. Det er så dekorativt.
Her er så hele høsten, der blev delt mellem de 15 medlemmer af pilelauget. Inden længe skal der flettes levende pil i krukker. Men det er lige koldt nok i disse dage. - Det var fint vejr til at høste i. Solskin og vindstille. Senere på dagen kom der mere sne, men da var vi færdige.

lørdag den 12. januar 2013

Zig-Zag patchwork - og blogproblem



Jeg har stadig problemer med at uploade billeder fra min egen liste. Jeg vil ikke kunne genfortælle, hvordan det er lykkedes at sætte dette billede på, men nu er det der, og så vil jeg skynde mig at skrive lidt om det.
På patchworkkursus i Egense Husflid arbejdede vi med "Nemme trekanter". - Det fortsætter vi med på næste kursus i februar. - Jeg har leget lidt med det. Har været helt nede på bunden af kassen med de røde stoffer. Flere daterer sig tilbage til 80´erne. Det er der nu kommet dette lille zig-zag tæppe ud af. Det er helt sjovt. Jeg skal lege videre de næste dage, men i morgen er der jo pilehøst, så det går det meste af dagen nok med.

mandag den 7. januar 2013

Blogproblemer

Blogger har drillet mig i nogle dage. Jeg kan ikke længere indlæse billeder direkte fra mit eget arkiv. - Men nu har jeg fået hjælp til at finde ud af Picasa. Dette er første forsøg. Har både redigeret og hvad ved jeg. - Det er forøvrigt en meget nem lille ting til en pakke lommetørklæder, jeg har her har kreeret.