fredag den 20. december 2013

Kræmmerhuse



Så kom den store kasse med julepynt frem fra skabet. - Det er vel omkring 30 år siden, der blev masseproduceret små kræmmerhuse. Dengang blev de sat på en buket af buksbomgrene fra haven, og Sune, der var 5-6 år, gik rundt til sine gode "veninder" ved naboerne og sagde glædelig jul. - Det er flere år siden, de har været fremme, men nu synes jeg lige, det er tiden at se dem igen.- Der er mange sager i den kasse.

onsdag den 27. november 2013

Julebazar i Egense Husflid


Her er jeg så, med hele min produktion, klar til at tage imod gæsterne i søndags. Der kom heldigvis mange besøgende, og der var jo meget andet end mine ting at se på.

torsdag den 14. november 2013

Clutch - stramaj


Et stykke stramaj - grønt, brunt, orange og sort - og et stykke sort skind fra en gammel nederdel. - Heldigt, at de to lige kom til at mødes, for de passer rigtig godt sammen. - Blev til denne lille clutch. - Kommer med på Julebazaren i Egense Husflid, eller til markedet i Maritimt Center i weekenden 7. og 8. dec.

tirsdag den 12. november 2013

Julebazar



 
Så er det ved at være tid til Julebazaren i Egense Husflid. - Og i dag har det da også været fint at sidde inde og sy. Regn og mørke udenfor.
Det er blevet til to tasker til IPad.
Den røde dame vil der nok være nogen, der kan genkende. Det er jo hende, der også er på min taske. Var så heldig, at Malene klintdesign.dk havde stramajstykket , og så har Dagmar syet, og så har jeg endda et mere i mine gemmer, fundet på Falster i sommer.
 

tirsdag den 5. november 2013

Julebazar

Så er det ved at være tiden for årets julebazar i Egense Husflid. Det er søndag d. 24. nov. kl. 11 på Juulgården. 13 medlemmer er tilmeldt, så der bliver fuldt hus. Vi håber, at der også kommer mange og besøger os, men det plejer der jo at gøre.
Der skal være viskestykker med juleborter, så det er jeg i fuld gang med. Var heldig at Netto i sommer havde røde viskestykker.

søndag den 27. oktober 2013

Strimmel-teknik



Har været på weekendkursus i Egense Husflid, hvor vi har syet patchwork. Som sædvanlig var det Frida Hesselberg, der var underviser. Altid veloplagt og med mange gode ideer. Vi havde valgt at fokusere på strimmelteknikker. - Frida syntes, det var noget gammeldags. Det var jo det, der blev undervist i engang i 80-erne, men for mange af os, var det helt nyt. så det var sjovt at prøve. Her er det "sildebensmønster" syet ned på et stykke stof, og så er kunsten at ramme en streg midt på stofstykket. Det lykkedes helt godt.

onsdag den 23. oktober 2013

Pung i Green Gate stof



Købte dette Green Gate stof i Flensborg for snart længe siden. Jeg kan ikke stå for stof med små roser. Lånte bogen "Vesker og bager" af Lise Bergene på biblioteket, og har nu fået lært at lave en bund, hvor hjørnerne er syet ind i sidesømmen.
Sidestykker 20x20 cm. Bund 20x6,5 cm.